To 21-årige mænd mistænkt for bedrageri

To 21-årige mænd mistænkt for bedrageri for mindst 500.000 kr.

To 21-årige mænd er blevet anholdt og sigtet for at stå i spidsen for et netværk, der i en periode systematisk har taget kontakt til borgere og udgivet sig for at være fra Skattestyrelsen.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Mændene er blevet varetægtsfængslet i foreløbig 27 dage efter et grundlovsforhør i Dommervagten i København.

De mistænkes for at have franarret de forurettede personlige oplysninger såsom NemID og diverse kodeord.

Københavns Politi oplyser til DR Nyheder, at de to mænd er sigtet for groft bedrageri og groft databedrageri for ikke mindre end 526.300 kroner.

Advarer mod at udlevere oplysninger

I forbindelse med sagen advarer politikommissær Ove Randrup fra Københavns Politi mod, at man udleverer personlige oplysninger over telefonen.

– Selv om disse mennesker kan virke både troværdige og professionelle i telefonen, så skal man altid huske på, at myndigheder aldrig ville bede om personlige oplysninger gennem en telefonopringning.

– Det er derfor vigtigt, at man ikke udleverer nogen informationer, hvis man bliver ringet op på denne måde, siger Ove Randrup i pressemeddelelsen.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor ønsker Københavns Politi ikke at oplyse om de nærmere omstændigheder i sagen.

Efterforskningen fortsætter, og Københavns Politi kan udelukke, at der kan komme flere anholdelser.

– Disse unge mænd har sat deres bedrageri i system og har på det groveste udnyttet borgere på den mest usympatiske facon, siger Ove Randrup.

/ritzau/

Dette billede viser teksten sikkerhed på engelsk (Security). Det bruger vi fordi det hænger sammen med artiklen om, at to unge danske mænd er anholdt i forbindelse med telesvindel og bedrageri. De er sigtet for at have snydt sig til over 500.000 danske kroner.

Recommended Posts